Rejser til Kuala Lumpur

Millionbyen Kuala Lumpur er definitionen på en moderne og pulserende smeltedigel bestående af himmelstræbende arkitektur, spændende kultur, markeder, religioner, gastronomi fra fine dining til gadekøkkener og en regnskov midt i det hele. Det store vartegn er Petronas Towers.

Petrona Twin Towers og KL Tower

Kuala Lumpur skal opleves rundt i gaderne, men så sandelig også fra oven. Blandt de største attraktioner og seværdigheder i Kuala Lumpur er Petrona Twin Towers på 452 m, hvor du kan nyde udsigten fra udsigtsplatformen på 86. etage og fra den ikoniske bro, der forbinder de to tårne. Mere fantastisk udsigt er der fra 421 m høje Menara KL Tower i Bukit Nanas Forest Reserve. Vil du spise, mens du nyder fantastisk udsigt, kan vi anbefale den argentinske restaurant Fuego i Troika Towers. 

Shop til du segner

Malaysia er et relativt billigt land, så det ville næsten være ærgerligt, hvis du ikke får shoppet lidt i Kuala Lumpur. Bintang Walk er stedet! Her finder du alt fra internationale brands til eksklusive juvelerer og enorme flagskibsbutikker. Undervejs kan du undgå den tunge trafik på vejene og begive dig enten over eller under jorden – og så kan du tage en velfortjent pause ved en af de små boder med kolde forfriskninger.

Multikulturel smeltedigel

På en rejse til Kuala Lumpur mærker du straks påvirkningerne fra mange kulturer og religioner, der lever side om side. Smag dig gennem en skøn mangfoldighed af gadekøkkener. Du føler, du rejser fra land til land, når du udforsker pulserende bydele som Little India og China Town. Og når du står foran Sultan Abdul Samad Building, ser du prægtig maurisk arkitektur. Det var her, den engelske administration holdt til i kolonitiden. 11 km uden for byen kan du opleve Batu Caves med både grotter og hindutempler i den store kalkstensklippe. 

Storbyjungle og nysgerrige aber

Midt i Kuala Lumpur ligger regnskoven KL Forest Eco Park. Det er en bevaret oase blandt de mange omkringliggende høje bygninger, hvor en flok aber holder til. Området er forbundet med høje hængebroer, og du vil næsten glemme, at du befinder dig midt i en storby. Parken opkræver en beskeden entre, som går til bevarelsen af byens natur og parker.

Rangali Finolhu Island Drone Shot

Få inspiration i din indbakke

Skriv dig op til nyhedsbrev og deltag i konkurrencen om at vinde et rejsegavekort på 5.000 kr. Læs vores konkurrencebetingelser.