Tropeø på fransk … og afrikansk og indisk
Når du rejser til Réunion, flyver du 9.600 km sydpå til breddegrader, der også går tæt på Botswana, Rio de Janeiro og midten af Australien. Alligevel er en rejse til Réunion som et smut til Frankrig, for Réunion er fransk. Du er i EU, kan ringe hjem til normal takst og betaler med Euro, når du går til bageren efter friskbagt baguette.
Når det er sagt, så er befolkningen på Réunion naturligvis ikke bare fransk. Øen var et vigtigt stop på handelsruterne fra Østen før Suez-kanalen, og det har sat sine spor. 35 % er afrikansk, og 25 % er indisk, mens europæerne udgør andre 25 %. Resten er en skøn blanding primært fra Østen.